Udvikling eller afvikling

Albertslund er en lille kommune med store ambitioner – men ambitioner kræver finansiering. Derfor er det nødvendigt med en ansvarlig og balanceret by- og erhvervsudvikling. Vi skal være flere borgere, der bidrager til at finansiere den service, som alle forventer, at en moderne kommune kan levere. For selvom Albertslund bruger mange penge, oplever vi ikke den ønskede kvalitet. Vi får
ikke nok for pengene.


Byudviklingen – Albertslund 2.0 – er i fuld gang. Private investorer og pensionskasser bygger nye boliger og bydele, og interessen er stor.

Det er vigtigt at understrege, at det er private aktører, der bygger boligerne – ikke kommunen. Kommunens opgave er at sikre infrastruktur, institutioner, plejehjem og skoler, som følger med befolkningstilvæksten. Det er dyrt – og derfor er udvikling ikke et valg, men en nødvendighed.


Men hvor kan vi bygge, når byen allerede er fuldt udbygget?
Svaret er: ved at omdanne og fortætne – især i de gamle erhvervsområder.

Her bliver lagerhaller og industribygninger revet ned til fordel for nye boliger. Det betyder, at vi risikerer at miste erhverv – og derfor skal vi have fokus på blandede områder, hvor erhverv og boliger kan eksistere side om
side.


Kommuneplanen viser retningen for, hvordan byen skal udvikle sig. Når investorer banker på, skal kommunen være klar med lokalplaner, der omsætter ambitionerne
til virkelighed – og det er netop det, vi konservative støtter.


Den store katalysator for byudviklingen er Letbanen, som åbner i 2025. Den skaber nye muligheder for udvikling omkring stationerne – med høj bebyggelsesprocent og attraktiv adgang til kollektiv trafik. Her ligger potentialet for at tiltrække nye borgere og investeringer. Men med flere borgere følger også behovet for flere skoler, institutioner og plejetilbud – det kræver ansvarlig økonomisk styring.


At drive en lille kommune er dyrt. Servicen skal være på niveau med store kommuner, men uden stordriftsfordele. Det gør det ekstra vigtigt at tiltrække ressourcestærke borgere, som bidrager positivt til fællesskabet og økonomien. Derfor skal vi vokse klogt og ansvarligt – ikke bare i befolkningstal, men i kvalitet.


Alternativet til udvikling er ikke status quo – det er afvikling. Uden vækst skal der findes store besparelser, eller kommunen kan risikere at blive sammenlagt med en anden. Det ønsker vi ikke. Vi vil bevare Albertslund som en selvstændig kommune – og det kræver, at vi tænker langsigtet og økonomisk bæredygtigt.


Vi bruger i dag for mange penge – og vi bruger dem forkert. Albertslund er en af de dyreste kommuner at drive i Danmark – uden at borgerne får den tilsvarende service. Det skal ændres. Vi ønsker, at Albertslund bliver Danmarks bedst drevne kommune – med ansvarlig økonomi, høj kvalitet og tydelige resultater.