
Nils Jul Gjerlev
Nils Jul Gjerlev, 51 år, medlem af kommunalbestyrelsen siden 2018, formand for børne- og skoleudvalget og medlem af kultur- og fritidsudvalget.
Beskæftigelse
Drabsefterforsker ved Københavns Vestegns Politi – ansat i politiet i 1998.
Privat
Har boet i Albertslund – på Randager – siden 1999, er gift med Rikke og vi har 4 børn, kun den yngste Ella, der går i 2.g bor hjemme.
Interesser
Elsker at være aktiv – som oftest på en af mine cykler – alene eller i godt selskab med andre. Nyder at passe hus og sommerhus og de praktiske opgaver, der følger med. Er optaget af tro og kristendom og medlem af folkekirken.
Politik
Store ambitioner for folkeskolen
Lykkes vi med folkeskolen – så lykkes vi med meget og vi er godt på vej. Som formand for børne- og skoleudvalget har jeg haft et særligt politisk fokus på vores folkeskole. Ambitionen er en attraktiv folkeskole, hvor læring og trivsel går hånd i hånd. En skole hvor der sker et vellykket møde mellem børn og forældre på tværs af sociale skel, hudfarve og religion. En skole, der møder eleverne hvor de er og med det som udgangspunkt arbejder med læring, trivsel og dannelse.
Byudvikling – en del af vejen til en bæredygtig by og en bæredygtig økonomi
Med den igangværende byudvikling skaber vi rammer for, at flere kan få mulighed for at bo i vores dejlige by. Ambitionen er at få en mere blandet by med langt flere ejerboliger, så flere familier kan få mulighed for at købe sin egen bolig i Albertslund. Det giver en særlig tilknytning til byen og området, ligesom der er et ikke uvæsentligt opsparingselement i at eje sin bolig. I dag har vi omkring 60% almene boliger, så der er alene brug for flere ejer- og andelsboliger, hvis vi vil lykkes med ambitionen om en blandet by med blandede boligformer.
Et attraktivt kultur- og fritidsliv
Vores store kultur- og fritidsliv, hvor mange borgere gør en stor frivillig indsats, er et kæmpe aktiv for vores by og det skal vi værne om. Når det gælder idræt og motion, skal vi gøre en særlig indsats for at få langt flere borgere – børn, unge og voksne – til at være aktive og gerne i en forening, hvor man oplever styrken og glæden ved at være en del af et større fællesskab.
