Natur og biodiversitet
Albertslund er rig på grønne områder, og det skal vi udnytte og udvikle – ikke blot af hensyn til miljøet, men som en del af byens identitet og fremtidige byfornyelse. Vi ønsker, at naturen bliver en endnu stærkere del af byens puls – både som rekreativ værdi og som løft til sundhed, klima og biodiversitet.
Vi vil styrke Store Vejle Å og området omkring den – både som naturperle og som læringsrum for børn og unge. Åen skal have bedre forhold, så fiskelivet kan trives, og vi vil arbejde for, at den løber udenom Tueholmsøen og Vallensbækmose. Samtidig skal åen gøres dybere, brinkerne bredere og tilgængeligheden højere – så flere kan komme tæt på og opleve vandmiljøet.
Vi ønsker at Kongsholmparken i syd bliver en levende naturoplevelse for borgere og besøgende – med udsatte græssende dyr og nyplantede frugt- og blomsterbærende træer og buske. Det vil både øge biodiversiteten og give børn og voksne nye oplevelser i det fri. Mange af de eksisterende planter i parken er udtjente – det skal vi rette op på.
Rådhussøen har i årevis været omgivet af beton. Det vil vi ændre. Området skal grønnes, gøres mere levende og indbydende med små opholdszoner og ny beplantning. Musikteatrets plads skal have ny belægning og byens hjerte skal banke grønt..
Vi støtter, at højspændingsmaster i naturen fjernes og kabler lægges i jorden. Samtidig vil vi arbejde for at reducere støjen i Albertslund Vest – bl.a. gennem statsligestøjpuljer og med støtte fra vores folketingsrepræsentanter.
Endelig skal kommunens grønne arealer vedligeholdes med omtanke. Der, hvor vi ønsker biodiversitet, skal der være vilde zoner med minimal indgriben. Der, hvor der skal være orden – fx langs veje og stier – skal der være klippet og velholdt. Det handler om balance og planlægning – og om at vise, at Albertslund både er vild med vilje og velfungerende med orden.
